Til ære for og på opfordring fra to skønne kvinder, bringer jeg her et sær-indlæg, som jeg blev inspireret til af en bog, som jeg ikke gad at læse. Titlen var “sådan tackler du besværlige mennesker” og det er sandsynligvis en fin bog, som på en eller flere måder kategoriserer, beskriver, generaliserer og giver gode råd. Jeg fik den ikke læst, havde ganske enkelt ikke energi til den alligevel, men opdagede, at jeg selv har en hel del meninger om det med såkaldte besværlige mennesker…

Nå men, vi skal nok lige starte med at fastslå, at der jo i virkeligheden slet ikke findes besværlige mennesker, kun uhensigtsmæssige gensvar. Præcis ligesom der jo heller ikke findes dårligt vejr (eller, altså… nå ja…). Men, med det hellige mål for øje, kalder vi her alligevel en spade for en spade, og et besværligt menneske for beværligt.

Besværlige mennesker ved jo (ligesom vejret) slet ikke selv, at de er besværlige. Ofte tror de fejlagtigt at de er hjælpsomme, eller – endnu værre – sjove. Som min ven Jon pointerer i sit indlæg på animo (Find det her: http://www.amino.dk/blogs/jonkjaernielsen/archive/2013/01/22/arbejdsgl-230-de-er-ikke-en-god-frokost.aspx) er der i ny og næ nogle, der på spørgsmålet om, hvad der giver dem arbejdsglæde, svarer frokosten. Ja, sjovt ikke? Dem kender jeg godt, og det gør du sikkert også. Det er også dem, jeg mødte i mit job i hendengangne Tivoliland i Aalborg, og som på spørgsmålet: Må jeg bede om dit postnummer, svarede Hø hø, skriver du så til mig? Man bliver altså lidt træt… Og det er dem, der altid har en dumsmart / kæk / sarkastisk bemærkning til whatever du siger. Du kender dem godt, ikke? De er de sjove-besværlige.

(Hvis du selv er en af dem, kommer der her en opfordring, som selvfølgelig er helt for egen regning, men som med garanti kunne være udtrykt på vegne af rigtig mange danske foredragsholdere og undervisere: Vil du ikke nok lade være med det?)

Der er mange måder de besværlige kan være besværlige på på en arbejdsplads. De kan være besværlige til et møde, som medarbejder, som leder eller som kollega, og de kan være det ved at være kritiske, anklagende, provokerende, passive eller meget andet.

Så, for at komme til sagen og svare på spørgsmålet om, hvordan du nu tackler de her besværlige mennesker, vil jeg bruge eksemplet med børn (På den måde kommer du nok ikke til at føle dig ramt, for du er ganske sandsynligt voksen). Så prøv lige at tænke over det her: Det er ikke de besværlige børns skyld, at de er besværlige! Som familievejleder Lola Jensen siger, så burde de besværlige børn, hun mødte på aflastningscentrene i sine unge dage, have sendt deres forældre…

Dermed kan man sige, at du som kollega til et besværligt menneske, med fordel kan se lidt på din egen adfærd. Der er ingen børn, der ønsker at være besværlige, og der er ingen mennesker, der står op om morgenen og tænker: I dag skal jeg vel nok være meget besværlig! De har bare brug for lidt hjælp til, hvordan de kan være så hjælpsomme eller sjove, som de jo så gerne vil være. Så her er et par tips til, hvordan du kan hjælpe dem med det:

Sådan tackler du besværlige mennesker

Når du er mødeleder, så sørg for at
tage rollen. Skab tryghed og hjælp mødedeltagerne til at være godt
forberedte og vær en god facilitator. Mødeledelse kan du læse en
masse gode råd om (sikkert også her en gang i en nær fremtid), så
brug de gode råd.

Når du er leder, så sørg for at tage
rollen som leder. Skab tryghed hos dine medarbejdere ved at være
klar i spyttet, vis vejen og målet. Træd i karakter og sig med ord,
hvad du forventer af hvem og hvordan. Besværlige mennesker er helt
sikkert heller ikke tankelæsere…

Når du er kollega, så sørg for at
holde din egen sti ren, dine kolleger vil matche dig. En besværlig
kollega inviterer grundigt til forsvar, irritationer og spydigheder,
men ved at insistere på at du vil tale ordentligt og ikke lade dig
provokere, nærmest tvinger du kollegaen til at matche din
kommunikation. Prøv det, du vil blive overrasket!

Når du føler dig ramt af et
besværligt menneske, så sig fra! Sig klart og tydeligt og med
præcise og velvalgte ord (du kan fx øve dig foran spejlet!), at du
føler dig ramt og ikke har lyst til at være i den her situation.
Hjælp din kollega med at finde frem til det, der egentligt var hans
ærinde – som garanteret ikke har været at være besværlig. Og
husk så også lige at bemærke det, – med ord, når du lægger mærke
til, at din kollega faktisk lykkes med at være sjov eller hjælpsom
på den rigtige måde.

Og så til sidst et helt enkelt tip,
som du kan bruge i rigtig mange situationer: Når du bliver trængt
på den ene eller den anden måde, så stil den anden et spørgsmål. Bed fx om et eksempel, en uddybning eller spørg: Hvad mener du?
den måde får du tid til at tænke dig om, og du giver den anden en
chance for at komme ud af ”besværlig”-rollen og få valgt en
anden måde at udtrykke sig på.

Nu skulle du gerne være ”klædt på”
til at tackle en dag med ”dårligt vejr” på arbejdspladsen. God fornøjelse!