Aaahh, jeg kan ikke lade være! Så here goes:

Læs lige den her artikel i Politiken: http://politiken.dk/indland/ECE2337540/magnus-mor-da-jeg-saa-min-soens-skema-blev-det-for-meget/

Hvis du ikke gider det, så forstår jeg det godt. Man bliver
altså lidt træt, ikke? Den handler om endnu en mor, der synger den samme sang
som de andre om, at det er synd for hendes lille Magnus, at han skal være i
skole helt til kl. 15. Nej vent, kl. ca. 15…

Altså, er den 11-årige Magnus stor eller lille? Stor nok til
selv at gå hjem fra skole og være alene hjemme? Eller for lille til at være i
skole til kl. 15? Jeg forstår det ikke helt. Og hvilket job har den der mor,
der overvejer at “hente ham før tid, for at give ham mere fritid…”? Jeg
vil antage, at temmelig mange almindelige 11-årige efter skoletid – ” i gamle
dage” alligevel gik i DUS / SFO / fritidshjem / whatever for at lege med deres
venner og have et sted at opholde sig, indtil deres forældre får fri og kommer
hjem. Er der ikke stadig nogen tilbage i Danmark, som arbejder til kl. 16 mon?

Det er den helt klassiske enten-eller tænkning, og det er det, der er galt her. Hele
diskursen om, at noget er surt og noget andet er sødt, er helt skør. Det er enten skole eller fritid, læring eller
leg, undervisning eller pause, ro eller kaos, skole eller venner. Børnene kommer til at koble skolen med det sure og
fritiden sammen med det sjove, – selvom det ligeså godt kunne være, – og i
praksis ofte er, omvendt… Det lærer de af de voksne, som taler sådan her om
reformen.

Vi kunne jo også tale om, at det bliver sjovt at lære sammen
med sine venner. Sjovt og dejligt at lære og udvikle sig. At udvikle sig fysisk,
psykisk, socialt og relationelt, sammen med sine venner og i trygge omgivelser.
At lære faglige emner samtidig med
det relationelle. At man kan lære noget af både lærere, pædagoger og af hinanden.

Nu er den her – reformen, og der er nogle (voksne
ganskevist, men alligevel), der har tænkt sig om, for at gøre den så god som
muligt. Nogle, der har en faglighed indenfor dette her. Skulle vi så ikke lige
give den en chance? For vores børns skyld?